Du skal ikke være ikke bange for at bruge de små informations-kontorer der ligger overalt på gaden i Thailand - de er OK 

 

 

Igennem de mange år vi har rejst i Thailand, har vi jo selvfølgelig været på et utal af ture og udflugter. Vi har tidligere haft èn side her på hjemmesiden, som har fortalt om alle disse muligheder for udflugter , som de forskellige egne byder på. Denne side er med tiden blevet temmelig stor og kan virke lidt uoverskuelig. Derfor har vi valgt at fordele disse udflugtsmuligheder på sider, hvor de naturligt hører hjemme. Her er vi altså kommet til Kanchanaburi og du kan her se hvad du kan opleve i Kanchanaburi og omegn. Vi skriver ikke KUN om de ting vi selv har oplevet men også om andre muligheder. Der kan derfor sagtens være mange flere muligheder, så søg endelig også andre steder.

Husk - brug endelig de små informationskontorer der ligger på gaderne dernede. De har styr på tingene og lever op til det de siger. Og du behøver ikke hente tilbud fra dem alle på gaden - for de ringer det samme sted hen og får en pris til dig.  

Vi har sat et billede på hver udflugtsmål her på siden og teksten til dette billede - kommer lige under billedet. Mange af udflugterne kan også besøges ud fra andre destignationer end dem vi skriver.

Der vil først komme lidt information om Kanchanaburi og under disse komme udflugtsmulighederne. 

Der vil enkle steder på siden her være link til nogle små filmklip også .

God fornøjelse !!

 

 

 

 

Kanchanaburi-provinsen er for det meste et meget bjergrigt terræn, der dækker et areal på ca. 19.473 kvadratkilometer og er den 3. største provins i Thailand, næst efter Nakhon Ratchasima eller Ko-Rat og Chiang Mai. Prióvensen, der er beliggende ca. 129 kilometer vest for Bangkok, deler en grænse med Myanmar (tidligere Burma) mod vest, Tak og Uthai. Thani-provinser mod nord, Suphan Buri og Nakhon Pathom-provinser mod øst og Ratchaburi-provinsen mod syd. I nord og i vest for Kanchanaburi består terrænet hovedsageligt af bjerge og høje sletter, hvor Thanon Thongchai Range fungerer som en naturlig grænse mellem Thailand og Myanmar. Området er kilden til Kanchanaburi`s to vigtigste floder Maenam Khwae Noi (River Kwai Noi) og Maenam Khwae Yai (River Kwai Yai) , der danner den berømte Mae Klong-flod. Som et resultat heraf findes flere af Thailands største Namtok (vandfald) og mest omfattende naturreservater i dette område. Det storslåede landskab og den charmerende skønhed i Kanchanaburi har resulteret i nogle store turistattraktioner, herunder flere kendte vandfald og grotter der engang var beboet af den yngre stenalder, og her er uberørte nationalparker, rolige floder, jomfruelige skove og reservoirer.

Tilsammen tilbyder de en spændende oplevelse for første gangs  rejsende - ja og også for fler-gangsbesøgende. Uanset om vi så taler om fiskeri, rafting, kanosejlads, mountainbiking, fugleture, stjernekig, golf, elefant- og junglevandring. Kanchanaburi sætter en ære i at tilbyde dem alle. Byen Kanchanaburi ligger på det punkt, hvor to bifloder, River Kwai Noi og River Kwai Yai mødes og danner Mae Klong-floden . Dette er placeringen af ​​den berygtede dødsbane og "Broen over floden Kwai", et af verdens berømte verdenskrigssteder, der er blevet udødeliggjort på tryk og på film. Økonomisk set har Kanchanaburi klaret sig godt på nationalt plan med en vækst på over 10 procent årligt. Vigtige industrier inkluderer sukker, landbrugsprodukter og smykker. Turisme er også en hovedindkomstkilde for de lokale og provinser med højt turismepotentiale har gjort Kanchanaburi til nummer èt blandt de vestlige provinser, ved at have det højeste antal besøgende hvert år. Beboere i Kanchanaburi beskæftiger sig med landbrugsaktiviteter. De fleste af de lokale er af thailandsk herkomst med bemærkelsesværdige Mon- og Karen-mindretal. Landboere nyder at leve simpelt og respekter naturen. Desuden udføres der stadig folkemusik og dans, der går mindst 500 år tilbage i dag. Ifølge en række historikere lå den antikke by Kanchanaburi nær Ban Lat Ya, en lille landsby beliggende ca. 16 kilometer nord for den nuværende by.

Vi vil herunder vise nogle attraktioner i dette område. Der kommer selvfølgelig nogle templer - men der vil også være andet. Thailand har lige omkring 41.000 templer - så alle dem har vi opgivet at beskrive .... men måske der kommer et par stykker undervejs .

   

 

 

Lidt Historie fra "Elephants World" 

Det anslås at der i år 1900 var omkring 100.000 elefanter i Thailand. I dag er antallet faldet til et anslået antal omkring 3.000 i fangeskab/parker og 2.000 der lever vildt ude i naturen.

I Thailand arbejdede elefanter traditionelt hos mennesker i skovbrugsindustrien. I 1989 opstod der ødelæggende oversvømmelser på grund af skovrydning over hele landet, og som et resultat deraf forbød regeringen officielt skovhugstaktivitet. Dette var en god miljøbeslutning, men udgjorde store udfordringer for elefantejerne, der havde brug for at finansiere vedligeholdelsen af ​​deres sultne elefanter, som har brug for et hjem ved floden, og at spise, ideelt set, en tiendedel af deres kropsvægt hver dag, og ja, det er hver èneste dag.

Dr. Samart, en dyrlæge og hans kone Khun Fon, der er bosat i Kanchanaburi-provinsen, ønskede at hjælpe disse nødlidende elefanter. Sammen grundlagde de i 2008 Elephants World på bredden af ​​floden Kwai. Det startede oprindeligt med en løsning på at give elefanterne et hjem og mad til et lille antal ældre og sårede lokale elefanter. De startede deres projekt med fundraising-aktiviteter, men over tid, da Elephants World blev bedre kendt over hele verden for deres omsorgsfulde arbejde med elefanterne, viste turismen tegn på at give de meget nødvendige stabile indtægter, der var nødvendige for at støtte både det voksende samfund af elefanter, mahouts og personale.

I i 2018 var Elephants World helt selvforsynende og har som et resultat deraf været i stand til at give hjem og pleje til over 30 elefanter og 130 medarbejdere .

Vores mission var at yde den bedst mulige pleje til vores elefanter, personale og besøgende siger Dr. Samart. Vi byder rejsende velkommen her i Thailand og de kommer fra hele verden. Vi bestræber os på at gøre hvert øjeblik, der bruges med os, lærerigt, behageligt og givende på en meningsfuld måde, idet vi forstår vores besøgende, elsker elefanter og ønsker at udgøre en rolle i deres bevarelse for fremtidige generationer.

Der er et besøgsprogram for både en formiddagstur og en  eftermiddagstur til Elephants World - men vi anbefaler en formiddagstur - da det let kan blive for varmt om eftermiddagen . Et formiddagsprogram kan se se således ud:

 

 

09.30 : Introduktion & sikkerhedsregler.

10.30 : Fodre elefanterne med frugt og grøntsager , og se elefanterne i floden.

11.00 : Forbered mad til elefanterne . Aktiviteterne kan variere dag for dag , som f.eks. at klippe bana græs, lave klæbrig ris eller græs bolde.

11.30 : Deltag sammen med elefanterne i et mudderbad.

11:40 : Følg elefanterne til floden for at bade.

12.00 : Frokostbuffet .

12.30 : Besøgende tager et brusebad (Der udleveres håndklæder af Elephants world)

13:00 : Se elefanterne tage et mudderbad.

13.30 : Slutningen af ​​dagen.

Vi har besøgt sådanne elefant reservater andre steder i Thailand og herunder kan du se en lille film fra et af de steder vi har besøgt. Besøg endelig et elefant reservat hvis du får muligheden - det er en stor oplevelse .

 

Klik på pilen i billeder for at starte filmen .

  I nederste højre hjørne af billedet kan du vælge stor skærm 

 

 

 

Et par timers kørsel fra Bangkok i det vestlige Thailand har Kanchanaburi-provinsen en mere dyster oplevelse end de fleste thailandske turistmål. Mens stedet i dag kan prale af en blomstrende backpacker tilstrømning, er Kanchanaburi by gennemsyret af "Dødsbanens" grusomme historie og er hjemsted for " Broen over River Kwai ".

Thailand blev aldrig koloniseret , men bestemt besat .

Det er et ofte berørt spørgsmål om stolthed for thailændere og den thailandske stat, at Thailand aldrig er blevet fuldt koloniseret. Faktisk gives æren for denne præstation ofte kong Chulalongkorn, der bragte en bølge af modernisering til landet. Disse omfattede foranstaltninger, såsom afskaffelse af slaveri , styrkelse af religionsfrihed, indførelse af en posttjeneste og den første jernbane og strømlining af centralregering og lokal administration over hele landet.

Alt dette , sammen med proaktivt at søge mindelige bånd med Vesten, siges at have tilstrækkeligt "vestliggjort" det , som dengang var Siam, for at afskrække kolonimagterne fra at identificere et behov for at gøre krav på nationen, som de havde med dens sydøstlige Asiatiske naboer. Selvom Thailand muligvis aldrig er blevet koloniseret, er det på forskellige tidspunkter blevet besat af udenlandske magter, herunder af japanerne under 2. verdenskrig.

Thailands rolle i 2. verdenskrig .

I Anden Verdenskrig var Thailand stadig kendt som Siam, og indtil Japan invaderede Siam i december 1941, havde landet været officielt neutralt. Invasionen betød, at japanske tropper kunne - med Siams samarbejde, passere igennem landet på vej til at invadere Malaya (nutidens Malaysia og Singapore) og Burma (nu Myanmar), begge britiske kolonier.

Kanchanaburi og " Broen på floden Kwai " .

Af alle resterne af krigshistorie i Thailand i dag er dem i Kanchanaburi - mindre end tre timers kørsel vest for Bangkok - sandsynligvis den mest kendte, betydningsfulde og gribende. Efter deres invasion, med uhindret adgang til og brugen af ​​Siams infrastruktur, forsøgte Japan at skabe en transport-rute gennem Siam til Burma, som Japan også besatte mellem 1942 og 1944 for at reducere dets afhængighed af søtransport og lette videre bevægelser ind i Indien.

Dette tog form af den nu berygtede "Death Railway", bygget af japanerne ved hjælp af tvangsarbejde fra hundreder af tusinder af civile fra det sydøstlige Asien og krigsfanger fra de allieredes styrker. Disse soldater - flyttet fra lejre i Singapore og andre steder - var hovedsageligt fra Storbritannien og dets koloni i Indien, Holland og dets hollandske østindiske koloni (i dag Indonesien), Australien og De Forenede Stater.

 

 

"Death Railway" fik sit navn fra det store antal tabte menneskeliv under dens konstruktion, herunder jernbanebro nummer 277 i juni 1943, hvilket gjorde det muligt for jernbanesporet at krydse det, der i dag er kendt som Khwae Noi-floden, og som er blevet kendt over hele verden som "Broen over floden Kwai". Estimaterne varierer, men af ​​mere end 60.000 krigsfanger, der er slaver på Dødsbanen, antages næsten 13.000 at være døde, ud over så mange som 90.000 civile tvangsarbejdere i sydøstasien.

Dødsbanen under og efter 2. verdenskrig.

Til ubeskrivelige menneskelige omkostninger blev Japans Death Railway - faktisk den mest berømte af i alt fire, som japanerne brugte tvangsarbejde til at bygge omkring denne tid - afsluttet i oktober 1943. I en periode var den operationel, skønt skader forårsaget af britiske og Amerikanske luftangreb gjorde det ubrugeligt i juni 1945. Efter jernbanens afslutning blev mange af krigsfangerne, der arbejdede på det, ført til Japan. Andre, herunder dem, der blev tilbageholdt for at udføre vedligeholdelsesarbejde under endnu mere risikable forhold før og under de allieredes bombninger mod slutningen af ​​krigen , blev overført til nærliggende lejre, skønt et stort antal stadig omkom selv der.

Selv de, der overvandt oddsene, måtte udholde uhyggelige leve- og arbejdsvilkår, herunder et fugtigt, monsun-plaget klima modent til spredning af sygdomme, madmangel, mangel på lægehjælp og den enorme opgave at bygge på utilgiveligt terræn og med primitivt udstyr. For ikke at nævne den utrolige vold og tortur påført af de japanske og koreanske soldater, der overvåger konstruktionen.

Først ved krigens afslutning i 1945 befriede de allierede styrker dødsbanens resterende fanger. Selve jernbanen blev fuldstændig lukket i 1947, og langs Siam-Burma-grænsen blev en del af sporet, der ikke allerede var ødelagt af bombningen, revet op i et forsøg på at sætte jernbanen uopretteligt uden for brug.

Minder fra fortiden i nutidens Kanchanaburi.

Broen over floden Kwai undslap en planlagt bombning og forbliver på sin plads i Kanchanaburi som en turistattraktion og fungerende jernbanebro, hvor togene kører dagligt. Størstedelen af ​​dets mindre komponenter er originaler, mens nogle få er erstattet efter krigen. Selvom Dødsbanen aldrig igen har nået Myanmar-grænsen, blev en kortere strækning genåbnet af Thailands jernbanemyndigheder mellem 1949 og 1958, og tog på denne moderne linje krydser den berygtede bro ved floden Kwai.

 

Det gør "Broen over floden Kwai" til en af ​​Kanchanaburis mest populære krigsrelaterede attraktioner - der er altid folkemængder, der går over den og tager billeder - men det er faktisk noget af en misvisende betegnelse. Da broen blev bygget, var vandet under den faktisk Mae Klong-floden, skønt den sluttede sig til Khwae Noi-floden et andet sted . Da broen blev berømt, blev det henvist til at bruge et, ikke kun forkert, men også forkert udtalt navn, der snart blev kendt som floden Kwai. For at gøre livet lettere blev vandvejen omdøbt til Khwae Yai, som i det mindste kommer tættere på hvad turister nu kender det som.

Der køres på "Death Railway" i dag .

I dag når den overlevende jernbanelinje Nam Tok Sai Yok Noi station, en af ​​områdets andre berømte krigsrelaterede attraktioner. Det er omkring en to kilometer lang gåtur fra de behagelige Sai Yok Noi-vandfald og så langt vest til Myanmar-grænsen, som det er muligt at komme med jernbane. Tog herfra kører tilbage over broen på floden Kwai (en station i sig selv som Saphan Kwae Yai), før de går gennem provinshovedstadens Kanchanaburi-station et stop sydøst, helt til Death Railway's oprindelige startpunkt Nong Pla Duk i nabolandet Ratchaburi.

Der forbindes sporet med Thailands vigtigste sydlige linje fra Bangkok,  så tog kan fortsætte til den thailandske hovedstads gamle Thonburi-station. To daglige tredjeklasse lokale tog kører hele vejen fra Thonburi, Bangkok til Nam Tok - en fire-og-en-halv times tur. Alternativt kan du tage et weekend-udflugts-tog , der kører fra Bangkoks største Hualamphong-station. Du kan også bare hoppe på et tog ved Kanchanaburi eller Saphan Kwae Yai (Bridge on the River Kwai) station til den særligt maleriske sidste del af rejsen op til Nam Tok. Toget passerer også langs Wang Pho viadukten, hvor udsigterne både fra og til toget er særligt imponerende og fotoværdige.

 

Ud over broen på floden Kwai er her Hellfire Pass , kirkegårde og museer .

 

"Hellfire Pass"  er et endnu mere betydningsfuldt krigsrelateret sted, der ligger uden for togsporene i dag, men oprindeligt en del af Death Railway's konstruktion. Da det opstod ved at skære igennem det rene bjergflade, var dette - deraf navnet - blandt de mest krævende dele for tvangsarbejderne, og et stort antal omkom her. Stedet er blevet bevaret som et mindesmærke og vandresti, og det er en nøgternt, men værd destination - det er også vært for den årlige ANZAC Day daggrysminde.

 

 

I selve Kanchanaburi er byens centrum Kanchanaburi  eller Donrak) krigskirkegård og længere væk Chungkai krigskirkegård - begge plejet af Commonwealth War Graves Commission - stederne at respektere de faldne. Museer tilbyder også muligheden for at lære mere om Death Railway, herunder JEATH War Museum og Thailand-Burma Railway Center.

En ting er helt sikkert: Selvom Kanchanaburis har adskillige andre attraktioner og aktiviteter, der ikke har noget med anden verdenskrig at gøre, finder du ikke noget mere interessant end at udforske og opdage Dødsbanens vigtige historie.

 

 

 

Hellfire Pass Interpretive Center og Memorial Walking Trail, ligger lige over Hellfire Pass (Konyu Cutting). Det blev bygget og vedligeholdes af den australske regering. Åbnet den 25. april 1998 og renoveret og indviet den 12. december 2018, det er dedikeret til de allierede krigsfanger og asiatiske arbejdere, der led og døde ved Hellfire Pass og andre steder i Asien og Stillehavsområdet under Anden Verdenskrig.

 

Åbning af centret.

Beslutningen om at opføre det " * interpretive center " blev taget af premierminister Paul Keating i 1994, da han deltog i Anzac Day på Hellfire Pass. Dette var året, hvor en del af aske fra krigsfange kirurgen Sir Edward 'Weary' Dunlop blev begravet på Hellfire Pass.

( * Jeg kan ikke finde det danske ord for " Interpretive " - så derfor er dette ikke oversat i teksten her )

Inspireret ved ceremonien fik Keating godkendelse af den thailandske regering til at opbygge det fortolkende center. Hellfire Pass, ligesom mange andre steder, som australiere undertiden hævder at 'eje' i betragtning af deres centralitet i den nationale hukommelse om krig, er bygget på fremmed territorium og på land kontrolleret af Royal Thai Armed Forces Headquarters .

I 1995-96 tildelte den australske regering 1,6 millioner dollars til opførelsen af ​​det "interpretive center". Med støtte fra to parter, æren. John Howard fortsatte med at støtte det, da han blev premierminister i 1996. Et renoveringsprojekt blev gennemført i 2018-19 med en genindvielse afholdt den 12. december 2019.

Bygningen af ​​ethvert center rejser komplekse spørgsmål om fortolkning, især hvis historien det viser er "vanskelig".

I Australien frygtede nogle tidligere krigsfanger , at centret måske ville nedgøre de grusomheder, der blev begået af japanerne, eller måske antyde, at deres arbejde på jernbanen havde bidraget til den japanske krigsindsats.

Den thailandske regering foretrak, at det "Interpretive center" fremmer forsoning snarere end at dvæle ved omstændighederne under den japanske besættelse omkring 50 år tidligere.

Designerne af det " Interpretive center "havde til formål at præsentere fange-skabshistorie på en afbalanceret måde med minimal brug af fysiske artefakter. Det er ikke så meget et "center" som et "Interpretiv center" fortolkningscenter, der forbereder besøgende på oplevelsen af ​​at besøge jernbanen nedenfor . I denne forstand er det forskelligt fra andre centre i Kanchanaburi .

Det "Interpretive center" præsenterer historien om jernbanen Burma-Thailand under kronologiske og tematiske overskrifter og forklarer begrundelsen for jernbanen , den måde , den blev konstrueret på, og de vanskeligheder som de, der arbejdede på den oplevede .

Først blev indholdet kritiseret for at være for australsk, fordi meget af det visuelle og tekstmateriale, der præsenteres, var hentet fra australske krigsfanger. Imidlertid er al teksten nu oversat til thailandsk, og historien om de asiatiske arbejdere (rǒmusha) er også inkluderet .

I de senere år har de fleste af de omkring 100.000 besøgende hvert år i "det Interpretive center" været ikke-australske. Kommentarerne i besøgsbogen viser at centrets indhold inspirerer til et sympatisk svar fra folk med mange nationaliteter.

Det " Interpretive center " er et sted til refleksion over lidelserne hos dem der byggede jernbanen . Dens kontemplationsskranke med udsigt over Kwae Noi-dalen , hvis skønhed mange krigsfanger kommenterede , selvom de led , indeholder et fredsfartøj fra en tidligere fange Peter Rushworth .

Det "Interpretive center" giver besøgende en lydguide til Hellfire Pass (Konyu-skæring) og vandrestien nedenfor, man får udleveret et sæt hovedtelefoner til gå-turen .

På vandrestien er ses adskillige stiklinger, lokaliteterne til den massive Three-Tier Bridge og 'Pack of Cards' Bridge , den imponerende 7 m dæmning og Hintok station, hvor tog passerede hinanden.

Selvom broerne ikke længere bruges, afslører landskabet de dybe vanskeligheder ved at konstruere jernbanen i dette stejle og robuste terræn .

Hvor vandrestien begynder, står der et sort stenpyramidelignende mindesmærke for alle "der led og døde" i 1942-45. Kritikere hævdede, at dets installation i 2005 havde "vanhelliget" Dunlops grav, men det danner et effektivt omdrejningspunkt for Anzac Day-ceremonier. Det er også mindre eksplicit kristent end korset, som var blevet brugt ved nogle tidligere lejligheder.

 

Genopdagelse af Hellfire Pass

Hellfire Pass blev " tabt " i junglen i mange år efter 1945 og blev kun genopdaget i 1980'erne.

Efter 2. verdenskrig blev det meste af jernbanen Burma-Thailand demonteret .

Thailændere beholdt en 130 km sektion af jernbanen, der opererer i syd, men resten af ​​jernbanen, inklusive Hellfire Pass (Konyu Cutting), forsvandt under landbrugsjord, jungle og et større reservoir nær grænsen til Myanmar (tidligere Burma).

Men i 1980'erne begyndte australske ex-fanger at vende tilbage til Thailand. Som mange veteraner følte de behovet, da de blev ældre, til at besøge de steder , hvor de havde følt så intense oplevelser 40 år tidligere.

Selvom det ikke var let at finde, fandt de Hellfire Pass, fuld af sammenfiltret underskov .

En ex-fange, Tom Morris, forpligtede sig i 1983 til at udvikle Passet som et mindesmærke, der ærer de allierede krigsfanger og thailændere, der risikerede deres liv for at forsyne dem med mad og medicin.

Med et tilskud fra den australske regering i 1985 blev en undersøgelse af jernbanen gennemført af en ingeniør fra Snowy Mountains Engineering Corporation ( SMEC ), Jim Appleby, der tilfældigvis arbejdede på en dæmning på Upper Kwae Noi.

Dette bekræftede , at Hellfire Pass var et passende sted til at huske POW-oplevelsen . Det var dramatisk , følelsesmæssigt signifikant og tæt på hovedvejen ( Highway 323 ) , der forbinder Kanchanaburi med Three Pagodas Pass .

Først blev udviklingen af ​​Hellfire Pass koordineret af det australske-thailandske handelskammer (ledet af Ken Bradley i Bangkok), der arbejdede sammen med SMEC, den australske ambassade i Bangkok og forskellige enheder fra den australske forsvarsstyrke.

Bevoksningen blev ryddet i junglen.

"Relikvier" af jernbanen, såsom sveller og skinner blev samlet, og trapper blev bygget ned ad den stejle skråning fra vejen.

Hellfire Pass blev indviet på Anzac Day 1987, da Sir Edward 'Weary' Dunlop, POW-kirurgen, afslørede en mindeplade.

Ved en ekstraordinær tilfældighed var den 25. april den dato , hvor australske fanger begyndte at arbejde omkring Hellfire Pass i 1943 .

Stedet blev fortsat udviklet gennem årene af en blanding af individuelle og offentlige initiativer.

Den victorianske 'Bill' Toon rejste omkring $ 90.000 ved at sælge klistermærker, bøger og "relikvier" fra jernbanen.

Rod Beattie , en australsk udenlandsk statsborger (ex-pat), der bor i Kanchanaburi, ryddede personligt meget af jernbanen fra Hellfire Pass til Compressor Cutting ( et afsnit, der nu danner en vandresti) .

I 1992 placerede Ross Bastiaan, en parodontolog i Melbourne, nær Hellfire Pass en af ​​de mange bronzeplader, som han har installeret på slagmarken rundt om i verden. Med dets 3-dimensionelle kort og en kort historie med jernbanen kan den stadig findes i nærheden af ​​de gamle betontrapper, som er blevet erstattet af trætrapper.

På Anzac-dagen 1994 blev en del af Dunlops aske begravet i Passet, og en mindeplade på klippefladen blev dedikeret til POW-læger. En anden del af Dunlops aske blev spredt på hans gård i Victoria, og en tredje del blev lanceret i Kwae Noi fra det nærliggende Home Phu Toey. Her har en thailandsk forretningsmand, Kanit Wanachote, der havde mødt Dunlop på en af ​​sine ture til Thailand og udviklet et tæt venskab med ham, skabt Weary Dunlop Park.

Siden midten af ​​1990'erne har den australske regering overtaget rollen som styring af Hellfire Pass og vandrestien .

Premierminister Paul Keating deltog i Anzac Day-ceremonien i 1994 og forpligtede den australske regering til at opføre Hellfire Pass Memorial Museum .

Museet åbnede i 1998 og ligger over Hellfire Pass som et mindesmærke for alle, der døde på jernbanen. Det giver også en fortolkning af Passets historie og opførelsen af ​​jernbanen Burma-Thailand.

Veteranerne , der vendte tilbage i 1980'erne, var de første af mange tusinder af australiere, der søgte dette mindested. Uanset hvilken tid på året, vil den besøgende finde Flanders valmuer, australske flag eller meddelelser om personlig hyldest, der er klemt ind i Hellfire Pass's revner i bjergsiderne .

 

 

Vi besøgte selv Hellfire Pass i august 2016. Det er et stykke verdens historie og er man i området bør man gå ind og besøge stedet. Inde i museeet vises film og forskellige ting omkring bygning af jernbanen igennem Nordthailand.

Bagefter besøg i museet kan man gå ned og gå på den strækning hvor jernbanen lå. Det er ret spændende og det sætter nogle tanker igang. 90.000 arbejdere miste livet under bygningen af denne jernbane.

På filmklippet herunder får man et inddtryk af hvad det er vi har med at gøre her.

 

Filmen startes ved at trykke på pilen i billedet

 

I nederste højre hjørne af billedet kan du vælge stor skærm .

 

 

 

Erawan National Park er omtalt bredt et andet sted her på hjemmesiden - derfor vil vi ikke gentage dette her. Vi nøjes med at henvise til denne side. Du kan læse om National parken i afanit 36 her på hjemmesiden og parken omtales som park nummer:

 

.

Du kan komme til siden ved at klikke på dette link : National Parker

Fine Arts Department konstruerede museet i nærheden af ​​det arkæologiske sted for at indsamle og udstille de prehisroriske genstande , der findes i Kanchanaburi . Museet viser 6 værelser .

1. Det første rum præsenterer historie om Kanchanaburi , geografi, geologi og naturressourcer.

2. Det andet rum præsenterer Ban Kao arkæologiske område , forhistoriske objekter og udgravningens tidslinje (siden 1960).

3. Det tredje rum præsenterer gammel trækiste fundet i Pheng-Pha Cave (placeret på bredden af ​​Kwai Noi og Kwai Yai-floden).

4. Det fjerde rum præsenterer arkæologiske genstande fundet i Kanchanaburi . 

5. Det femte rum nuværende udvikling af Kanchanburi samfund , modeller af det forhistoriske menneskelige samfund og fotos af vigtige antikviteter.

6. Det sjete rum præsenterer historien om Prasat Mueang Sing.

 

 

 

 

Lad os også lige huske National Parkerne i Kanchanaburi. Kanchanaburi har hele otte Nationalparker. Nationalparker er en fortrinlig måde at udforske Thailands natur på med vandrestier, der fører dig til smukke vandfald og fantastiske udsigtspunkter over jungleklædte bjerge og dale. Der er også mulighed for at overnatte i nationalparkerne.

Der er jo ingen grund til at opfinde "den dybe tallerken" når den er opfundet. Vi lavede for et stykke tid siden et helt afsnit omkring National Parker i Thailand og det var faktisk et stort stykke arbejde. Vi vil derfor ikke skrive om disse parker igen - men blot henvise til dette afsnit. Vi nævner navnene på parkerne og viser link til disse .

For at komme til afsnittet skal du klikke her : National Parker i midt Thailand

Derefter ruller du ned på siden og finder følgende park :

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Siden sidst opdateret januar 2023